Pandestegte rødspættefileter er en klassiker, der næppe behøver nærmere præsentation. Med denne opskrift bliver de helt sprøde – klar til servering til aftensmaden med ynglingstilbehøret, i buffeten eller på frokostbordet.
Et par ord om denne opskrift på rødspættefileter…
Denne opskrift giver de gode, klassiske pandestegte rødspættefileter, som de fleste kender og kan lide. Opskriften indeholder kun rødspættefileterne, og man kan således servere dem på den måde og med det tilbehør, man måtte have lyst til.
Rødspættefileterne bliver bløde og lette i midten, men stadig helt sprøde på ydersiden. Et resultat, som heldigvis er enkelt at opnå når bare, man er omhyggelig undervejs.
Opskriften er i øvrigt resultatet af rigtigt mange eksperimenter, hvor der blev afprøvet forskellige former for panering.
Sprøde, pandestegte rødspættefileter
Udstyr
- Stegepande, der kan klare høj varme
Ingredienser
- 8 rødspættefileter
- 1 tsk. fint salt + lidt ekstra
- 100 gram kartoffelmel
- 150 gram rasp
- 2 æg
- Rapsolie
Sådan gør du
- Læg fiskefileterne på en stor tallerken eller på et skærebræt og drys dem med et let lag af fint salt. Lad dem hvile i køleskabet i 20 minutter.
- Tag rødspættefileterne ud af køleskabet og dup dem nu helt tørre med køkkenrulle.
- Bland kartoffelmel og 1 tsk. fint salt på en stor tallerken. Hæld raspen ud på en anden stor tallerken.
- Slå æggene ud i en dyb tallerken og pisk dem grundigt sammen med en gaffel.
- Vend først alle rødspættefileterne i kartoffelmelet, så fileterne er jævnt dækket på begge sider og på kanterne.
- Ryst det overskydende kartoffelmel af en af fileterne og vend den efterfølgende i æggene. Hold den dernæst over den dybe tallerken, mens det overskydende æg glider af. Vend den til sidst forsigtigt i raspen, så den er helt dækket. Fortsæt med resten af fileterne, én for én.
- Hæld rapsolie ud på en stegepande i et lag på én til halvanden centimeter og sæt den på høj varme. Vent til olien er godt varm.
- Steg rødspættefileterne nogle stykker af gangen, så de kan ligge på panden uden at røre hinanden. Steg dem først på den ene side i to til tre minutter, vend dem, og steg dem et par minutter på den anden side. Fileterne skal være overvejende mørkebrune på hver side – hvis de ikke er det, så steg dem lidt længere.
- Læg de færdigstegte fileter til afdrypning på en rist med bagepapir under.