Grillet filet af kulmule med squash og sauce af cherrytomater og smør

You are currently viewing Grillet filet af kulmule med squash og sauce af cherrytomater og smør

Grillet kulmule på bløde squash og med fyldig og cremet sauce af smør og cherrytomater – en enkel ret, der kan tilberedes på terrassen med sommerens friske råvarer.

Et par ord om denne opskrift med grillet kulmule…

Kulmule er en af de fisk, som egner sig allerbedst til grillen: Skindet kan steges helt sprødt, og kødet er robust. Derfor er den som regel også meget nem at finde i sommermånederne hos fiskehandleren som fileter med skind.

Det er desuden en fisk, der rent smagsmæssigt godt kan hamle op med et lidt tungere tilbehør – og det er lige præcis, hvad denne opskrift går ud på: Den grillede kulmule får selskab af en fed og fyldig sauce, som stadig har kant.

Saucen betyder i øvrigt, at man ikke behøver at bekymre sig om, om man får grillet kulmulen lidt for tør – når saucen kommer på, skal det nok gå!

Det er også værd at nævne, at når grillet kulmule og sauce som her anrettes på squash, der har fået flotte striber fra grillristen, er det en ret, som præsenterer sig godt på tallerkenen. Men det betyder ikke, at den er svær at tilberede – faktisk kan det meste laves direkte på grillen; måske mens familien eller gæsterne er samlet på terrassen.

Billeder fra opskriften

Når du griller kulmulefileterne til denne ret, skal det gøres på skindsiden, til de er gennemstegte og slipper grillristen af sig selv. Det er nemmest at løfte dem af grillristen med en skarp paletkniv af metal.

Squash-skiverne skal grilles, til de bliver bløde. De tager sig bedst ud på tallerkenen, hvis de får flotte striber fra grillristen.

Når saucen tilberedes, skal de halverede cherrytomater simrer langsomt i den smeltede smør.

Efter nogle minutter vil cherrytomaterne begynde at koge ud og jævne saucen. Bemærk, at saucen vil skille, hvilket er meningen.

Grillet filet af kulmule med squash og sauce af cherrytomater og smør

En fyldig og lækker ret til grillen .
Aftensmad
Fisk på grill
Samlet tid: 45 minutter
Tilberedningstid: 45 minutter
Personer/ antal:4 Personer

Udstyr

  • Grill, gas eller kul

Ingredienser

  • 800 gram filet af kulmule med skind, uden ben
  • 20 cherrytomater
  • 2 fed hvidløg
  • 200 gram smør
  • 3 stk. store eller mellemstore squash
  • Rapsolie
  • Salt

Sådan gør du

  • Skær kulmulefileten i fire lige store stykker og dup stykkerne helt tørre på skindsiden med køkkenrulle.  
  • Skær dine squash i ca. 1 cm tykke skiver på langs. Dup også squashskiverne tørre med køkkenrulle.
  • Man får det bedste resultat på grillen, hvis man skærer skrællen af de yderste skiver, så det altid er squash-køddet og ikke skrællen, som har kontakt med grillristen.
  • Pensl skindsiden af kulmulefileterne med rapsolie og pensl også begge sider af squashskiverne. Squashskiverne skal have rigeligt med olie, da de suger meget af det til sig.
  • Drys godt med salt på squashskiverne og på skindsiden af kulmulen.
  • Knus hvidløget og del cherrytomaterne i halve.
  • Hvis du bruger en kulgrill, så forbered den med to zoner; én til høj varme, hvor kulmule og squash grilles, og én med lavere varme, så saucen kan tilberedes i en kasserolle på grillristen. Har du en gasgrill med sidebrænder, er det oplagt at bruge denne til tilberedningen af saucen. Grillristen skal være helt ren.
  • Læg kulmulefileterne på grillen med skindet nedad og læg også squashskiverne på.
  • Smelt smørret i kasserollen og sauter hvidløget i det i 2 minutter.
  • Læg de halverede cherrytomater i kasserollen og lad det hele koge langsomt ind så saucen tykner og skiller en smule. Tag saucen af varmen og lad den hvile til resten er klar.
  • Det er meningen, at saucen skal skille.
  • Grill kulmulefileterne i 10 minutter til de er gennemstegte, og de slipper grillristen af sig selv. Lad dem hvile i 5 minutter.
  • Hvis de ikke slipper grillristen så grill dem et par minutter mere.
  • Vend squashskiverne efter ca. 5 minutter, når de har fået grillmærker og er let bløde. Grill dem også ca. 5 minutter på den anden side, så de får flotte striber fra grillristen.

Servering, noter & tips

Servering: Placer tre til fire squashskiver på hver tallerken og læg en kulmulefilet øverst med skindsiden nedad. Læg lidt tomater oven på kulmulen og hæld sauce på fisk og squash.
Når fisk grilles på skindsiden, er der et par ting, som sikrer at skindet bliver helt sprødt, og at fisken ikke sidder fast på grillristen: Skindet skal duppes helt tørt og pensles med olie. Grillristen skal være helt ren og godt varm, når fisken lægges på.
Kulmulen skal ikke vendes under grilningen. De skal med andre ord kun steges på skindsiden.
Tilberedningstiden på både kulmule, sauce og squash kan i sagens natur variere meget alt efter, hvor varm grillen er. Hold derfor øje med tingene undervejs og giv dem om nødvenfigt kortere eller længere tid.