Pasta og fløde er altid et godt match. I denne opskrift er der frisk pasta med røget makrel, og begge dele spiller godt sammen med fedmen fra fløde og smør.
Et par ord om denne opskrift på pasta med røget makrel
Kombinationen af pasta og fløde er en klassiker, der nok ikke behøver nærmere introduktion. Det, der får denne opskrift til at fungere, er således sammenspillet mellem den fedme, der er i fløden og i smørret, samt den markante, røgede aroma fra makrellen.
Opskriften indeholder også hvidløg, fordi det giver en flot afrunding af den fyldige ret, samt champignon, der både introducerer lidt ekstra smag og en anden tekstur i retten.
Retten fungerer bedst med frisk pasta – og allerbedst, hvis den som her er hjemmelavet.
Billeder fra opskriften

Når pastadejen skal samles, er det nemmest at gøre det direkte på bordet. Det er ikke er sikkert, at alt melet skal bruges, og dette er netop ofte nemmest at tilpasse, når man arbejder direkte på bordpladen.

Ælt pastadejen godt igennem i fem til 10 minutter, til den er smidig og ensartet. Herefter skal den hvile i en halv time.

Den færdiglavede paste kan opbevares i mindre portioner på et stykke bagepapir, eller man kan som her bruge et pastastativ – begge dele fungerer fint.

Den røgede makrel skal hakkes i mindre stykker, men det behøver ikke at være ensartet. Det vigtigste er, at alle rester af ben er fjernet.
Frisk pasta med røget makrel, fløde og champignon
Udstyr
- Pastamaskine
- Tagliatelle-skærer til pastamaskinen
- Pastastativ (kan udelades)
- 1 stor gryde
- Dørslag (kan udelades)
Ingredienser
Frisk pasta
- 350 gram hvedemel tippo 00
- 150 gram durumhvedemel + plus lidt ekstra
- 5 æg
Pastasauce
- 1 mellemstor til stor røget makrel
- 3 fed hvidløg
- 30 gram smør
- 2 dl fløde
- 200 gram champignon
- 50 gram hård ost
- 2 æggeblommer
- Rapsolie
- Groft salt
Sådan gør du
Frisk pasta
- Bland hvedemel tippo 00 og de 150 gram durumhvedemel i en skål og hæld det ud på bordet.
- Saml melet og lav en fordybning i midten. Slå æggene ud i fordybningen.
- Saml dejen med en gaffel og ælt den godt i gennem i nogle minutter, så den er blød uden at være klistret. Lad dejen hvile i 30 minutter.
- Del dejen i mindre portioner; de skal være lidt mindre end en tennisbold.
- Rul hver hver portion ud med en kagerulle, så de på den ene led svarer til bredden på pastamaskinen. Drys durumhvedemel på pastaen efter behov så den kan håndteres, unden den klistrer til maskinen.
- Kør pastadejen, portion for portion, gennem maskinen; først på den tykkeste indstilling og så gradvist tyndere og tyndere. Tykkelsen '5' giver en solid pasta med godt bid; men man kan vælge den tykkelse, man foretrækker. Læg den udrullede pasta til side, så pladerne ikke klæber sammen.
- Kør de udrullede pastaplader igennem maskinen igen; men nu med den rulle, der skærer dem til tagliatelle.
- Læg pastaen i portioner på bagepapir eller hæng den på et pastastativ.
Pastasauce
- Fjern hoved, skid og ben fra den røgede makrel og del kødet i grove stykker.
- Skyl champignonerne og skær dem i skiver.
- Riv osten fint på et rivejern.
- Hak hvidløget fint, hæld lidt rapsolie på en opvarmet pande og steg hvidløget ved jævn varme i et minut. Det må ikke branke.
- Svits champignonskiverne med i fem minutter.
- Læg smørret på panden og lad det bruse af.
- Tilsæt stykkerne af røget makrel og lad dem stege i to minutter.
- Tilsæt fløden og lad den koge en smule ind ved jævn varme. Det skal kun boble svagt.
- Skru ned for varmen, så saucen går helt ud af kog. Tilsæt revet ost og lad den smelte ud i saucen. Hold saucen varm indtil pastaen er klar, men den må ikke koge.
- Fyld rigeligt vand i en stor gryde og tilsæt en god mængde salt. Varm vandet op, så det koger.
- Tilsæt den friske pasta til vandet, skru lidt ned for varmen og lade det koge i 1 til 2 minutter.
- Hæld vandet fra pastaen, fx med et dørslag, og hæld pastaen tilbage i den varme gryde.
- Rør æggeblommerne ud i saucen, så den tykner yderligere – men undgå at røre for meget, så den røgede makrel bliver alt for findelt. Hvis saucen ikke umiddelbart tykner, så varm den forsigtigt op, til den begynder at tykne.
- Tilsæt saucen til pastaen og bland det hele forsigtigt sammen.