Denne fiskeburger består af lækre filter af skindstegt lyssej, som bliver serveret i en luftig, hjemmebagt burgerbolle sammen med hjemmesyltede agurker, salat og mayonnaise.
Et par ord om denne fiskeburger…
Tanken med denne fiskeburger er, at den egentligt godt må være lidt for meget… men, at den stadig skal være enkel. Derfor er den bygget op om et stort stykke skindstegt lyssej samt få andre komponenter: En god mayonnaise, et par helt friske salatblade samt hjemmesyltede agurker.
Det hele samles i en hjemmebagt og helt klassisk burgerbolle, som er let og luftig – præcis som en god burgerbolle skal være.
Én burger er nok til et måltid!
Billeder fra opskriften

De syltede agurker skæres i forholdsvist tykke skiver – og med en chartreusekniv får de flotte, rillede overflader.

Når burgerbollerne skal formes, foldes dejen først indad mod midten, hvorved overfladen strækkes. Dette gøres én flig af gangen, hele vejen rundt.

Derefter trilles burgerbollerne runde – det er vigtigt, at fingerspidser og håndrod rører bordpladen, så man undgår at trykke dejen flad.

Til sidst trykkes bunden af burgerbollerne forsigtigt indad med kanten af hænderne.

Herefter er burgerbollerne klar til at blive lagt på bagepladen til den sidste hævning.

De færdigbagte burgerboller bliver lette og luftige – og de får en flot, gylden overflade.
Fiskeburger med filet af lyssej
Udstyr
- Chartreusekniv (kan undværes)
- Røremaskine (kan undværes)
- Slipletpande/ eller jernpande
Ingredienser
Fiskeburger
- 800 gram filet af lyssej med skind, uden ben
- 150 gram mayonnaise
- 8 helt friske salatblade, fx crispssalat
- Fint salt
- Rapsolie
Syltede agurker
- 1 agurk
- 2 dl vand
- 2 dl klar lagereddike
- 2 dl sukker
Burgerboller
- 2 dl lunket vand
- 25 gram gær
- 2 æg
- ¼ dl rapsolie
- 300 gram hvedemel
- 1 tsk. salt
- 2 spsk. sukker
Sådan gør du
Dag 1: Syltning af agurker
- Kog vand, lagereddike og sukker op i en gryde under omrøring til sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen og lad blandingen køle næsten helt af.
- Skær agurken i skiver med en tykkelse på ca. 1 centimeter. Brug gerne en chartreusekniv, som laver riller i skiverne.
- Læg agurkeskiverne i en skål eller et sylteglas og dæk dem helt med den afkølede lage. Læg låg på og sæt agurkerne køleskabet i mindst 12 timer.
Dag 2: Burgerboller
- Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt det ene æg samt rapsolie, salt og sukker.
- Tilsæt 300 gram af melet og rør det sammen.
- Kør dejen i 5 til 8 minutter i en røremaskine på lav hastighed. Hvis du ikke har en røremaskine, så drys lidt mel på bordpladen og ælte dejen godt i gennem. Dejen vil klistre og være lidt svær at håndtere, så det kan være nødvendigt at tilsætte lidt mere mel – men brug så lidt som muligt.
- Lad dejen hæve i skålen i halvanden time.
- Slå luften ud af dejen, drys lidt mel på bordpladen og ælt dejen på bordpladen i et par minutter.
- Del dejen i otte portioner af ca. 80 gram.
- Form hver burgerbolle ved først at trykke dejen flad. Derefter trækkes en flig af dejen udad, hvorefter den foldes indad mod midten. Dette gentages hele vejen rundt. På denne måde strækkes den del af dejen, som vender ned mod bordpladen – det giver en pænere og mere luftig burgerbolle.
- Vend burgerbollerne rundt og form dem hver især ved at lægge hånden over dem, så fingerspidserne og håndroden rører bordpladen; det vil sige uden at trykke ned på dejen. Bevæge hånden i cirkelbevægelser; igen uden at trykke dejen flad.
- Tryk efterfølgende bunden af hver burgerbolle ind hele vejen rundt ved at presse forsigtigt med kanten af hænderne.
- Læg bagepapir på en bageplade og fordel burgerbollerne på pladen med god afstand. Lad burgerbollerne hæve i halvanden time til omtrent dobbelt størrelse.
- Slå det sidste æg ud i en lille skål og pisk det sammen med en gaffel. Pensel burgerbollerne forsigtigt og sæt pladen i midten af ovnen, som er forvarmet til 200 grader. Bag burgerbollerne i ca. 12 minutter.
- Lad burgerbollerne køle af på en bagerist med et viskestykke over.
Fiskeburger
- Skyl salatbladene og dump dem forsigtigt tørre i et viskestykke. Dræn de syltede agurker og læg dem i en sigte så de kan helt dryppe af.
- Skær fileterne af lyssej til så de passer til størrelsen på burgerbollerne. De må gerne være en anelse større, så de rager lidt ud over.
- Dup fileterne helt tørre på skindsiden med køkkenrulle og drys dem på begge sider med salt.
- Skær burgerbollerne over på midten og rist dem let på en tør pande. De skal have mindre farve, end hvis det var til en traditionel burger med oksekød.
- Tag burgerbollerne af og hæld en god portion rapsolie på panden. Når olien er godt varm, lægges fileterne af lyssej på med skindsiden nedad.
- Steg fileterne i 3 minutter og skru så en smule ned for varmen. Lad fileterne være til de er gennemstegte.
- Tag fileterne af panden og lad dem hvile på en tallerken i 5 minutter.