Krabbesalat med ærter og koriander

You are currently viewing Krabbesalat med ærter og koriander

En nem krabbesalat til frokosten, tilberedt med bare tre ingredienser, som passer særdeles godt sammen: Kød fra taskekrabbens klør, ærter og koriander.

Et par ord om denne opskrift på krabbesalat

Der er her tale om en særdeles nem opskrift på krabbesalat: Foruden kød fra taskekrabbens klør består den af friske ærter samt frisk koriander.

Men de tre ingredienser er ikke valgt bare for at gøre det nemt: De er valgt, fordi de går overraskende godt i spænd, og når krabbesalaten røres sammen, flyder aromanerne nærmest perfekt sammen.

En dejlig krabbesalat, som kan serveres til frokosten på en sommerdag.

Billeder fra opskriften

Kløer fra taskekrabbe

Selvom kødet i en krabbeklo er gemt forsvarligt under den tykke skal, er det ikke vanskeligt at få det ud, hvis man bruger den rette teknik. Nogen vælger at bruge en nøddeknækker – men dette er ofte mere besværligt, end det lyder, og der kommer nemt rester af skallen med i kødet. Brug i stedet en almindelig smørekniv af metal og en teske. Smørekniven skal bruges til at slå med, så den skal helst have lidt tyngde.

Start med at brække det første led af krabbekloen. Selv på store krabber kan man helt ubesværet knække dette led af. Skrab kødet ud med skaftet af teskeen.

Brug herfter smørekniven til at knuse hængslet på det næste led. Slå med skaftet af kniven. Når hængslet er knust, kan ledet nemt brækkes af. Skrab igen kødet ud med skaftet af teskeen.

Brug tilsidst skaftet af smørekniven til at knuse den store del af kloen, så skallen flækker i stykker, der ikke er alt for små. Du skal slå hårdt og på den side af kloen, som er fladest. Brug igen skaftet af teskeen til at skabe kødet ud.

Åbning af krabbeklør

At tage kød ud af krabbeklør er en tålmodighedskævende proces. Læg gerne kødet i en si, så eventuelt vand kan løbe fra, og gå krabbekødet grundigt igennem for rester af skaller.

Friske ærter

Ærterne til denne opskrift skal være friske. Det giver både den bedste smag og struktur.

Ærter i minihakker

Når ærterne er blancheret, køres de i nogle sekunder på minihakkeren. Målet er, at de skal være findelte, mens de bevarer noget af deres struktur.

Krabbesalat med ærter og koriander

En let frokostsalat af krabbekød samt friske ærter og koriander
Frokost
Krabbesalat
Samlet tid: 1 time 15 minutter
Tilberedningstid: 45 minutter
Nedkøling af kogte krabbeklør: 30 minutter
Personer/ antal:8 personer

Udstyr

  • Si
  • Minihakker

Ingredienser

  • ½ kg krabbeklør
  • 400 gram friske ærter i bælg
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • Salt

Sådan gør du

  • Skyl krabbeklørene og læg dem i en gryde. Hæld vand over, så det dækker, og tilsæt 1 spsk. salt.
  • Varm vandet langsomt op til kogepunktet og lad krabbekløerne simre i 8 minutter. Hæld vandet fra og lad kløerne køle helt af.
  • Kogetiden på krabbeklør varierer efter størrelsen på dem. Denne kogetid passer til små og mellemstore klør; store krabbeklør koges i 10 til 12 minutter.
  • Hæld vandet fra krabbekøerne og skyld dem 2 gange i helt koldt vand. Hæld vandet fra og lad klørene køle af i køleskabet i 30 minutter.
  • Åben krabbeklørene, tag kødet ud og findel del. Hvis der er vand i det, skal det dryppe helt af i en sigte.
  • Tag de friske ærter ud af bælgene.
  • Varme lidt vand op til kogepunktet i en kasserolle, tilsæt en smule salt og kom ærterne i de kogende vand. Kog ærterne i 30 sekunder.
  • Tag kasserollen af varmen, hæld vandet fra og skyl ærterne i koldt vand.
  • Det er vigtigt at få kølet ærterne hurtigt ned, så de bevarer deres farve samt noget af strukturen.
  • Kør ærterne i en minihakker i et par sekunder. De skal ikke være helt findelte.
  • Skyl den friske koriander og hak den.
  • Rør krabbekød, ærter og koriander sammen i en skål.

Servering, noter & tips

Servering: Krabbesalaten kan serveres på franskbrød eller rugbrød; rist eventuelt brødet først. 
Måske er det ikke alle ærterne, der skal bruges, når man rører krabbesalaten sammen. Både mængden af kød i krabbeklørene og antallet af ærter i bælgene vil nemlig variereiere meget.
Gå krabbekødet grundigt efter for rester af skallen – selv meget små stykker kan være ganske ubehagelige at tygge på.