En lækker fiskelasagne med mørksej og masser af sommerens grøntsager: Gulerødder, bladselleri og solmodne tomater.
Denne opskrift giver en fyldig og let cremet fiskelasagne. Udover mørksej indeholder den massere af sommerens grøntsager: En mirepoix af gulerødder, bladselleri og solmodne tomater.
For at opnå den let cremede konsistens må bechamelsaucen ikke være for tynd. Brug gerne en enkelte spsk. mel ekstra, eller undlad en smule af mælken, hvis du tænker, saucen bliver for tynd. Husk i øvrigt at gå fisken efter, så der ikke sidder ben tilbage.
Fiskelasagnen tager lidt tid at tilberede. Men hvis du gerne vil spare lidt tid, kan du overveje at lave mirepoixen i forvejen og opbevare den på køl eller fryse den ned. Den færdige fiskelasagne egner sig i øvrigt også til nedfrysning, og efter optøning kan den fint lunes i ovnen.
Fiskelasagne med mørksej og mirepoix
En lækker fiskelasagne med mørksej og masser af grøntsager.
Samlet tid: 1 time 45 minutter
Tilberedningstid: 1 time 10 minutter
Bagetid: 35 minutter
Personer/ antal:4 Personer
Udstyr
- Ildfast fad ca. 23×23 cm
- Minihakker eller foodprocessor
Ingredienser
- 500 gram filet af mørksej, uden skind og ben
- 12 – 15 lasagneplader
- 50 gram hård ost
Mirepoix
- 250 gram gulerødder
- 100 gram bladselleri
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 400 gram tomater
- Salt
- Rapsolie
Bechamelsauce
- 120 gram smør
- 4 spsk. hvedemel
- 3½ dl fiskefond
- 2½ dl sødmælk
- Salt
Sådan gør du
Mirepoix
- Pil og hak løg og hvidløg. Skræl desuden gulerødderne og hak dem groft sammen med bladselleri.
- Varm lidt rapsolie i en kasserolle og svits hvidløg og løg i 2 minutter. Tilsæt gulerødder og bladselleri og svits yderligere 5 minutter.
- Hak tomaterne groft og kom dem i kasserollen til grøntsagerne sammen med 1 tsk. salt. Læg låg på og lad det simre ved svag varme i 15 minutter.
- Tag låget af kasserollen, skru lidt op for varmen og kog blandingen, indtil tomaterne er kogt ud, og det tykner – det tager 20 til 30 minutter.
- Sluk for varmen og lad blandingen køle lidt af inden den hakkes groft i en minihakker eller en foodprocessor.
Bechamelsauce
- Smelt smørret i en kasserolle ved lav varme og rør melet i.
- Tilsæt 1 dl fiskefond og pisk, så det bliver jævnt og uden klumper.
- Tilsæt mælk og pisk regelmæssigt, mens det langsomt varmes op og tykner.
- Tilsæt resten af fiskefonden og varm saucen langsomt op til kogepunktet under hyppig omrøring. Saucen må ikke blive for tynd – undlad at tilsætte al fiskefonden, hvis du er i tvivl.
- Lad bechamelsaucen koge let i et minut, smag den til med salt og sluk for varmen.
Hvis bechamelsaucen smager melet, så lad den koge et par minutter mere. Rør i den jævnligt, så den ikke brænder fast i gryden.
Samling af lasagnen
- Læg fileterne af mørksej på en bageplade med bagepapir. Varm ovnen op til 180 grader på varmluft og bag fisken i 15 minutter eller til den er tilberedt.
- Læg fisken på et skærebræt og lad væsken løbe af.
- Hak mørksejen i grove stykker.
- Hæld bechamelsauce i et tyndt, jævnt lag i bunden af et ildfast fad. Læg lasagneplader ovenpå.
- Tilføj et lag af mirepoix samt endnu et lag lasagneplader.
- Fordel den hakkede mørksej ovenpå og hæld bechamelsauce over, så det omtrent dækker fisken.
- Lav endnu et lag af lasagneplader og fordel den sidste mirepoix ovenpå.
- Læg lasagneplader på igen og hæld godt med bechamelsauce på.
- Riv osten fint og fordel den på toppen af fiskelasagnen.
- Bag fiskelasagnen ved 180 grader på varmluft i 35 minutter.
Servering, noter & tips
Servering: Fiskelasagnen kan serveres som den er eller med det tilbehør, man ville bruge til en traditionel lasagne.
Lad helst fiskelasagnen køle af i 20 minutter inden servering.
Når fiskelasagen er kølet lidt af, kan den skæres ud i passende stykker med en skarp kniv og løftes over på tallerknerne med en paletkniv.
Mirepoixen kan laves dagen i forvejen og opbevares på køl. Den kan også fryses ned.